DIY onsite SEO-optimering

Vil du selv lege med SEO-optimering af din hjemmeside? Vi bringer over de næste tre uger en SEO-tjekliste, der sikrer dig succes. I denne uge fokuserer vi på de faktorer, du skal fokusere på, når du arbejder med SEO på din egen side – altså Onsite SEO.

1) Rækkefølge i header

Når det kommer til en sides header, er det god skik, at hjemmesidens såkaldte Meta Tags følger den hierarkiske orden. Rækkefølgen er som følger: Meta Title, Meta Description, Meta Keywords (såfremt disse bruges aktivt).

2) Meta Title

En sides Meta Title er en af de vigtigste dele af onsite optimering og derfor vigtig for jer at udfylde efter bedste evne. Det er i Meta Titlen, I skal inkludere sidens vigtigste keywords (med de vigtigste så langt til venstre i titlen som muligt) på omtrent 512 pixels, eller hvad der svarer til mellem 55-65 karakterer inklusiv mellemrum. Bliver den for lang, skærer Google den automatisk af, og man vil se ”…”.

3) Meta Description

En Meta Description har ikke decideret SEO-mæssig indflydelse, som Meta Title har. Til gengæld er den afgørende for, om brugerne klikker på jeres side fremfor konkurrentens i søgeresultaterne. Det er i Meta Description, I skal skrive en god og sælgende tekst, der matcher indholdet på siden man havner på. Den må max være ca. 920 pixels bred, hvilket svarer til ca. 156 karakterer med mellemrum.

Et hjælpeværktøj, du kan bruge til både at vurdere Meta Title og Meta Descriptions længde, er vores ordtæller.

4) Meta Keywords

Meta Keywords er ikke længere noget Google interesserer sig for, og de er derfor fuldstændig ligegyldige i SEO-sammenhæng. Til gengæld kan de være vigtige for interne funktioner på hjemmesiden, som f.eks. søgefunktionen. Hør derfor altid ad, om I på jeres side bruger Meta Keywords og til hvad.

5) Headings (overskrifter og underoverskrifter)

Headings er internettets svar på rubrikker og underrubrikker. Udover at de er vigtige for læsbarheden af en tekst, så har de også SEO-indflydelse, hvorfor man med fordel kan inddrage sine vigtigste keywords i nogle af overskrifterne.

Headings følger et hierarki, hvor H1 er den første og vigtigste – den bruges som rubrikken på siden, dog ikke at forveksle med Meta Title. Herefter følger H2, H3, H4, H5, H6 osv. Det er god skik at følge det naturlige hierarki i sin tekst.

6) Antal ord på siden

Google kan godt lide ord. Jo flere jo bedre, såfremt det ikke er ligegyldig tekst, men brugbart og velskrevet. Ifølge Searchmetric’s rapport Ranking Factors fra 2015 er længden på det indhold, der ranker bedst, steget yderligere fra 2014 til 2015.  Formår man ikke at skrive gode, unikke tekster, kan man blive straffet for at producere duplicate og tyndt indhold.

Det er ikke anbefalet at have mindre end 250 ord på en side, og især ikke hvis man forsøger at optimere den. Stræb efter minimum 450 ord.

7) Alt-tags

Et Alt-tag eller alternativ tekst er den tekst, der vises når man bevæger musen henover et billede. Teksten udfylder man oftest i forbindelse med upload af billedet. Alt-tagget tjener tre formål:

  1. Det hjælper Google til at forstå, hvad billedet viser.
  2. Det bruges, når brugere laver billedsøgninger.
  3. Det giver blinde og svagtseende en mulighed for at få at vide, hvad der vises på billedet.

8) Bindestreger vs. bundstreger i URL’s

Ved navngivning af url’er bør man stræbe efter at benytte bindestreg fremfor bundstreg. Bindestregen fungerer som en naturlig ordopdeler, og det gør bundstregen derimod ikke. For mange bindestreger kan dog se spammy ud, så gør det med måde. Mere læsning om emnet her: https://www.mattcutts.com/blog/dashes-vs-underscores/.

9) Relative URL’er

Det er intet forkert i at bruge relative URL’er på en side, så længe man gør det korrekt. Der kan faktisk være fordele ved det, bl.a. kortere HTML. En URL bør dog ikke se ud som ”../../navn-paa-side.html” men skal være relativ til domæneroden og se ud som ”/mappe1/undermappe1/navn-paa-side.html”.

10) Ekstern JavaScript og CSS

Sørg for, at det vigtigste kode er det første, søgemaskinernes crawlere finder. I kan hjælpe dem godt på vej ved at minimere mængden af kode, der ikke er højst nødvendigt, over body-teksten, og placere denne kode i en ekstern fil.

Følg med her på bloggen i næste uge, når vi bringer anden del af vores guide til onsite SEO.

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Virksomheder vi gør en forskel for