Serverfejl

Webserveren er ligesom motoren i en bil. Den giver dig kontrol, manøvredygtighed og stabilitet, og den sørger for, at dine besøgende kommer hurtigt og sikkert frem til deres destination. De valg, du tager i forhold til din webserver, kan have stor betydning for brugervenligheden og besøgstrafikken på dit website – og i sidste ende også for din indtjening. I dette indlæg giver vi dig 11 gode råd om din webserver, så du undgår, at den gør skade på din SEO.

blog-seo-tjekliste

Grunde til at din server kan skade din SEO

De færreste tænker over, hvilken betydning webserveren har, når de arbejder med SEO, for “webserveren er jo bare en usynlig maskine langt væk, der fungerer ganske automatisk og ikke kræver nogen form for opmærksomhed”. Det er desværre en antagelse, vi møder alt for ofte, og den er helt forkert! Hvis ikke du forholder dig aktivt og kritisk til din webserver, begår du en række SEO-mæssige fejl.


11 gode råd om din webserver

1. Webhotel

Et webhotel er en serverplads du lejer til dit website, så andre kan tilgå det via internettet. Omkostningerne til et webhotel starter på omkring 10 kr. per måned for en simpel løsning med begrænset plads og båndbredde. I den modsatte ende ligger priserne på mange tusinde kroner per måned, men så er der heller ikke sparet på hverken ressourcer eller funktioner.

Når du skal vælge et webhotel, er det vigtigt, at du kender dine behov. Ellers risikerer du at betale for noget, du ikke bruger, og i værste fald risikerer du, at din webserver ikke kan håndtere al besøgstrafikken. Du skal derfor på forhånd gøre dig klart, hvor meget plads du har behov for, hvor meget trafik du forventer på dit website, hvilke tekniske funktioner dit website kræver, og i hvor høj grad du har brug for hjælp og teknisk support. Vær desuden opmærksom på eventuelle gebyrer, hvis du overskrider den plads eller båndbredde, du har til rådighed.

2. Support

De fleste har brug for teknisk support en gang imellem, og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at dit hostingfirma har et godt supportteam, der er nemt at få fat på. Et supportteam bør være tilgængeligt døgnet rundt via både mail og telefon, og det bør være i stand til at håndtere presserende problemer øjeblikkeligt, eksempelvis hvis dit website går ned som følge af et problem med hostingfirmaets webserver.

Før du vælger et hostingfirma, kan du med fordel ringe til deres support og undersøge, hvor længe de lader dig vente, inden telefonen bliver taget. Og når telefonen bliver taget, kan du med fordel benytte lejligheden til at spørge ind til eventuelle uafklarede forhold vedrørende de følgende punkter i denne vejledning.

3. Oppetid

Webserverens oppetid er et af de vigtigste parametre, når du skal vælge et hostingfirma. Hvis webserveren er nede, virker dit website ikke, og det går ikke kun ud over dine kunder, men gør det også umuligt for søgemaskinerne at indeksere dit website. De fleste hostingfirmaer har en side, der løbende viser deres serverstatus, og det bør dit hostingfirma naturligvis også have. Dit hostingfirma bør desuden informere dig direkte om eventuel planlagt nedetid.

Nogle hostingfirmaer hævder at have 100% oppetid, men det er ikke muligt! Der vil altid være kortvarige perioder med nedetid, eksempelvis hvis webserveren skal opgraderes, styresystemet skal opdateres, eller maskinerne skal genstartes. De fleste hostingfirmaer har en oppetid på omkring 99,95%.

Der findes en lang række online tjenester, der tilbyder at overvåge dit website for eventuelle problemer, herunder nedetid på serveren. Blandt de største tjenester er www.pingdom.com, www.port-monitor.com og www.smartbear.com. Hvis du er bekymret for eventuel nedetid, kan du med fordel benytte en af disse tjenester.

4. Loadtid

Loadtiden (indlæsningshastigheden) på dit website spiller en stor rolle, ikke kun for dine konverteringsrater og afvisningsprocenter, men også for dine placeringer i søgeresultaterne. Google har udtalt, at loadtid tillægges værdi i deres sorteringsalgoritmer, og derfor er det afgørende, at du ikke lader dine besøgende vente unødigt, når de besøger dit website.

Selve opbygningen af dit website har stor indflydelse på loadtiden, men webserveren spiller også en rolle. Du skal derfor sikre dig, at din webserver kan håndtere din besøgstrafik – også ved spidsbelastninger i travle perioder – så webserveren ikke bliver overbelastet. Du skal ligeledes sikre dig, at du ikke deler webserver med for mange andre kunder, så andre kunder ikke er skyld i, at webserveren bliver overbelastet.

Læs eventuelt mere om hastighedsoptimering.

5. Fysisk placering

Webserverens fysiske placering har betydning både for loadtiden og for indekseringen af dit website. Jo tættere webserveren er placeret på dine besøgende, jo hurtigere vil loadtiden i reglen være. Derfor bør webserveren så vidt muligt være placeret i samme land eller region som din målgruppe. Hvis dit website eksempelvis er henvendt kunder i Australien, kan du med fordel vælge et hostingfirma, der har servere i Australien.

Når du vælger en webserver, der er placeret i samme område som din målgruppe, giver du desuden Google et hint om, hvem din målgruppe er, og hvilke geografiske søgninger, dit website er relevant for. Hvis du har et multinationalt website kan du eksempelvis oprette et subdomæne for hvert sprog og placere subdomænerne på servere i de relevante geografiske områder.

6. Sikkerhed

De seneste år har der været stigende problemer med malware (ondsindet programkode), der inficerer websites. I langt de fleste tilfælde sker inficeringen via de programmer (CMS-systemer, plugins mv.), du har installeret på dit website, men det kan også skyldes sårbarheder på webserveren. Vi anbefaler derfor, at du vælger et hostingfirma, der har et højt sikkerhedsniveau på deres webservere.

Sikkerheden må dog ikke være så høj, at du selv bliver udelukket fra at kunne installere de nødvendige programmer (herunder CMS-systemer) på din webserver. Du skal derfor være sikker på, at webserveren er kompatibel med de programmer, du påtænker at installere. Du bør desuden sikre dig, at hostingfirmaet løbende tager backup af dit website, og at de nemt og hurtigt kan genskabe backuppen, hvis uheldet er ude.

7. Operativsystem

De fleste hostingfirmaer tilbyder to forskellige operativsystemer på din webserver:

  • Linux. Det oplagte valg for de fleste små og mellemstore virksomheder. Omkostningerne er lave, brugervenligheden er høj, og operativsystemet virker med stort set al open source-software (herunder blandt andet WordPress og en lang række andre CMS-systemer).
  • Windows. Primært egnet til større virksomheder, der bruger Windows-specifikke teknologier (eksempelvis ASP, .NET og Microsoft Access) på deres website. I langt de fleste tilfælde har du ikke brug for disse teknologier.

Vær opmærksom på, at operativsystemet på din computer er helt uden betydning for det operativsystem, du vælger på din webserver.

8. Delt eller dedikeret server

En delt webserver er en webserver, du deler med andre kunder. En dedikeret webserver er en webserver, der er 100% dedikeret til dig som kunde – du deler altså ikke kapaciteten med andre kunder.

De fleste små og mellemstore websites kan klare sig fint med en delt server, men jo flere du deler serveren med, jo større er risikoen for, at serveren bliver overbelastet. Det gælder især, hvis du har spidsbelastninger i besøgstrafikken på dit website, som webserveren ikke er gearet til. Dedikerede servere er typisk meget dyre, og med mindre du har et stort website med meget trafik, er det ikke en løsning vi anbefaler.

9. SSL-certifikat

Hvis du håndterer personlige oplysninger om dine kunder på dit website, bør dit website have et SSL-certifikat – ikke kun af hensyn til dine kunders sikkerhed, men også fordi Google favoriserer websites, der værner om sikkerheden. Undersøg, hvilke muligheder dit hostingfirma giver dig for at opsætte SSL-certificater på din webserver, og undersøg, hvilke omkostninger der er forbundet hermed. Læs eventuelt mere om HTTPS.

10. Subdomæner

Et subdomæne er et ekstra navn, der tilføjes til dit domæne (eksempelvis blog.eksempel.dk). Subdomæner giver dig mulighed for at lave underafdelinger af dit website, og det være nyttigt, eksempelvis hvis du har et meget komplekst og omfattende website, eller hvis du har et multinationalt website på forskellige sprog (jf. punkt 5).

Undersøg, hvor mange subdomæner dit hostingfirma tillader dig at oprette, og undersøg, hvilke omkostninger der er forbundet hermed. Hvis du har behov for at placere dine subdomæner på servere i andre lande, skal du desuden undersøge, om din hostingudbyder tillader dig at pege subdomænet til en anden IP-adresse (ved hjælp af et DNS-record).

Læs eventuelt mere om subdomæner.

11. Kanonisering

Kanonisering handler om at sikre sig, at hver underside på websitet ikke kan tilgås via flere forskellige url’s. Hvis en underside har flere forskellige url’s, kan det have en række negative konsekvenser i forhold til din SEO, og så risikerer du at miste værdifulde besøgende.

Du skal derfor beslutte dig for, om dit domæne skal skrives med eller uden www (http://www.eksempel.dk eller http://eksempel.dk), og når du har truffet en beslutning, skal du oprette en 301-redirect på din webserver. På Linux-servere gøres det nemt via en htaccess-fil. På Microsoft-servere kan det være mere vanskeligt, og du bør da kontakte din hostingudbyder og sikre dig, at de kan løse kanoniseringen for dig.

Læs eventuelt mere om redirects.

Mark komprimeret

Mark Mølgaard

Partner & Senior SEO Specialist

Se forfatter
svg-left
svg-right

Få hjælp til SEO

Har du brug for hjælp til søgemaskineoptimering (SEO), eller overvejer du, om det giver mening for din virksomhed at fokusere på SEO? Kontakt Henning Madsen og få en uforpligtende dialog om dit SEO-projekt.

henning-figur-komprimeret
Vi har modtaget din forespørgsel

Tak for din forespørgsel. Vi sætter pris på muligheden for at drøfte dit projekt. Du hører fra os inden for 1-2 hverdage

På gensyn

Step 1 / 3

close icon

    Step 1 / 3 - Vælg projekttype

    Få en dialog om dit projekt

    Send os en forespørgsel og få en dialog om, hvordan vi kan hjælpe dig med dit projekt og dine målsætninger.

    SEOGoogle AdsSociale medierMarketing automationAI-implementeringData & InsightsAndet

    Step 2 / 3 - Projekt information

    Beskriv dit projekt så godt du kan

    Step 3 / 3 - Dine oplysninger

    Vi har brug for dine oplysninger nedenfor

    Download vores nye SEO-bog
    Få ny viden om teknisk SEO
    Tilmeld dig vores populære nyhedsbrev
    Udfyld nedenstående og få nyheder om digital marketing