SEO-strategi

Strategien er fundamentet for et succesfuldt arbejde med SEO og afgørende for både den fælles forståelse for arbejdet og eksekveringen heraf. Du må derfor ikke undervurdere vigtigheden af at have en solid SEO-strategi – især hvis du ikke har arbejdet med SEO før.

blog-seo-strategi

Hvad er en SEO-strategi?

SEO-strategi handler om, hvordan du kommer fra din nuværende position til den position, du ønsker at indtage i fremtiden. Det er handlingsplanen, der retter sig mod et fremtidigt mål, og fungerer som fast holdepunkt for alle involverede medarbejdere og partnere i processen.

Formålet med strategien er at træffe de rette beslutninger, så arbejdet med SEO sker på et solidt grundlag, der sikrer, at du når dine forretningsmål på en hensigtsmæssig og kosteffektiv måde. Strategien fastlægges før arbejdets begyndelse og vil naturligt blive justeret undervejs.

Du skal have indsigt i dit marked, din målgruppe, din nuværende position, dine målsætninger, dine kompetencer og dine økonomiske ressourcer, før du kan lægge den optimale SEO-strategi. Hvis du samarbejder med et SEO-bureau, kan bureauet være en vigtig sparringspartner.


Benchmarking

Det er vigtigt at have et fast målepunkt, du kan bruge som afsæt, både når du skal fastsætte målsætninger for dit arbejde, og når du senere skal evaluere resultaterne af din arbejdsindsats. Læs mere om målsætninger og benchmarking og KPI’er.


Tidshorisont

En traditionel annoncekampagne giver (måske) resultater her og nu. Til gengæld er den langsigtede virkning begrænset – med mindre du konstant tilfører nye penge til kampagnen. Med SEO er det omvendt. SEO giver ikke resultater her og nu – der kan gå op til tre måneder eller mere, før du ser de første resultater – men på sigt akkumuleres effekten.

Det er umuligt at estimere præcis, hvor længe det tager at opnå en position 1 til 5, fordi det afhænger af mange forskellige faktorer. Det afhænger dels af dine kompetencer og de ressourcer, du afsætter til SEO, dels af det SEO-mæssige udgangspunkt du kommer fra, dels af dine konkurrenters ageren og dels af ændringer i Googles bedømmelseskriterier.

Vores erfaring er, at rentabiliteten ved SEO er størst, hvis arbejdet pågår over en periode på mindst 12 måneder. Årsagen er dels, at der ligger en grundig forberedelse forud for arbejdet, dels at det tager tid for Google at registrere ændringer, og dels at arbejdet i sig selv tager tid. Her er eksempelvis den 2-årige udvikling i Blockbuster.dk’s besøgstal fra Google – tendensen over tid er stigende, men der er store udsving fra måned til måned:

Tidshorisont for SEO

SEO er altså en langsigtet proces. Til gengæld er udbyttet af SEO også langvarigt. Det er ikke som en annonce, hvor udbyttet ophører, den dag du stopper med at betale for at få annoncen vist. Hvis du gør dit arbejde godt, kan du potentielt set høste frugterne mange år ud i fremtiden.

Men det betyder ikke, at du kan blive færdig med SEO. Google justerer løbende deres bedømmelseskriterier, og dine konkurrenter arbejder sandsynligvis også med SEO, og derfor kan du ikke være sikker på at beholde din synlighed, hvis ikke du løbende optimerer dit arbejde.


Handlingsplan

SEO-strategien munder ud i en handlingsplan, der beskriver, hvad der skal laves, hvornår det skal laves, hvem der er ansvarlig for at lave det, og hvornår der skal følges op og evalueres på det. Det kræver en bred viden om SEO at udarbejde en god handlingsplan, og hvis ikke du selv besidder denne viden, vil det være naturligt at inddrage operationelle specialister i planlægningen.

I al sin enkelthed kan en handlingsplan sammenfattes i fire overordnede punkter, der er nært forbundet med de fire grundelementer i SEO – teknik, indhold, links og brugersignaler:

  1. Sørg for at det tekniske fundament for dit website er i orden.
  2. Skab indhold til dit website med afsæt i din målgruppes søgevaner.
  3. Få andre websites til at linke til indholdet på dit website.
  4. Styrk de besøgendes engagement og adfærd på dit website.

Her er et eksempel på en lidt mere uddybende handlingsplan, som inddrager disse elementer.

Rollefordeling

De færreste personer, der arbejder med SEO, står for alt arbejdet selv – dertil er opgaverne for mange og for forskelligartede. Derfor er det vigtigt, at du uddelegerer arbejdsopgaverne i handlingsplanen til de rette personer med de rette kompetencer. En seriøs SEO-strategi i en større virksomhed involverer typisk medarbejdere på mange niveauer:

  • Leder. Definerer retning og overordnede rammer for arbejdet.
  • Projektleder. Planlægger, organiserer, styrer og evaluerer arbejdet.
  • SEO-specialist. Udarbejder vidensopbyggende analyser og rådgiver alle parter.
  • Webudvikler. Håndterer og optimerer den tekniske platform bag websitet.
  • Tekstforfatter. Skriver søgemaskineoptimeret indhold til websitet.
  • Webredaktør. Publicerer nye sider og nyt indhold på websitet.
  • Pressemedarbejder. Opbygger links til websitet via omtale på andre websites.
  • UX-specialist. Optimerer brugernes adfærd på websitet.

Samme person kan varetage flere roller – det gør sig typisk gældende i mindre virksomheder. Sørg for at alle involverede i processen kender deres rolle, de overordnede mål, delmål og succeskriterier, deadline og hvor meget tid, der er afsat til opgaverne.

Hvis du samarbejder med et SEO-bureau, kan bureauet ofte varetage de fleste roller. De færreste SEO-bureauer arbejder dog som webudviklere – og selv hvis de gør, er det som regel fordelagtigt at få webudviklerne, der har udviklet dit website eller til daglig har ansvar for websitet, til at foretage eventuelle tekniske forbedringer, som SEO-bureauet påpeger.


Konklusion

SEO-strategien er fundamentet for et succesfuldt arbejde med SEO og afgørende for både den fælles forståelse for arbejdet og eksekveringen heraf. Du må derfor ikke undervurdere vigtigheden af at have en solid strategi og handlingsplan – særligt hvis du ikke har arbejdet med SEO før.

Arbejdet med SEO kan sagtens stå alene, men det er en fordel, hvis du tænker det ind i dit marketingmix, herunder Google Ads. Det stiller krav til både dig, din marketingafdeling (hvis du har en) og den data om dine marketingindsatser, som dine beslutninger er baseret på.

Husk at SEO ikke nødvendigvis er en lineær proces, der forløber i samme rækkefølge som rækkefølgen i denne guide. De fleste af arbejdsområderne er nogle, du vender tilbage til løbende for enten at udvide arbejdets omfang og mål, eller for at forbedre allerede udført arbejde. Tilsvarende er evalueringen en løbende opgave, der pågår gennem hele processen.

henning-figur

Henning Madsen

Partner & Head of SEO

Se forfatter
svg-left
svg-right

Få hjælp til SEO

Har du brug for hjælp til SEO, eller overvejer du, om det giver mening for din virksomhed at fokusere på SEO? Kontakt Henning Madsen og få en uforpligtende dialog om dit SEO-projekt.

henning-figur
Vi har modtaget din forespørgsel

Tak for din forespørgsel. Vi sætter pris på muligheden for at drøfte dit projekt. Du hører fra os inden for 1-2 hverdage

På gensyn

Step 1 / 3

close icon
Step 1 / 3 - Vælg projekttype

Få en dialog om dit projekt

Send os en forespørgsel og få en dialog om, hvordan vi kan hjælpe dig med dit projekt og dine målsætninger.

Google MarketingSEOGoogle AdsAndet
Step 2 / 3 - Projekt information

Beskriv dit projekt så godt du kan

Step 3 / 3 - Dine oplysninger

Vi har brug for dine oplysninger nedenfor

Gratis webinarer og seminarer for ledere
Få input til din Google Marketing-strategi