SEO-guide

Trin for trin guide til søgemaskineoptimering (SEO). Læs med herunder og lær at søgemaskineoptimere dit website, så du kan styrke din synlighed på Google og sikre dig en øget besøgstrafik online.

blog-seo-guide

Trin for trin SEO-guide

Indholdet på jeres website er afgørende for, hvor ofte I bliver fundet på Google, og på hvilke søgninger I bliver fundet. Godt, gennemarbejdet indhold, der er afstemt efter jeres målgruppes søgevaner på Google, har derfor høj prioritet, når I søgemaskineoptimerer jeres website. Arbejdet med indhold udgøres af otte områder, som nærværende guide tager afsæt i. Vi har forsøgt at holde guiden så kort og praksisorienteret som muligt.

Husk, at SEO er mere end indhold, og at et arbejde med indhold derfor kun kan bringe jer et stykke af vejen (men i nogle tilfælde et langt stykke af vejen, hvis konkurrencen på Google er lav). Enhver succesfuld SEO-strategi inkluderer også et arbejde med teknisk SEO (den tekniske platform bag websitet), linkbuilding og brugersignaler (brugernes adfærd på websitet).

Hvis du er interesseret i en mere dybdegående guide om SEO, kan du få et gratis eksemplar af vores nye SEO-bog.

INDHOLD

  1. Søgeord
  2. Landingssider
  3. Webadresser
  4. Titles og descriptions
  5. Brødtekster
  6. Overskrifter
  7. Interne links
  8. Billeder

1. Søgeord

Fundamentet for en succesfuld indholdsstrategi er, at I kender jeres målgruppes søgevaner på Google. Både fordi det giver jer en viden om, hvilket indhold der kan tiltrække og engagere jeres målgruppe, og fordi det giver jer en viden om, hvor det største økonomiske potentiale ligger. At skrive indhold i blinde uden kendskab til målgruppen er som at kaste penge ud af vinduet.

Jeres målgruppes søgevaner på Google afdækkes gennem en såkaldt søgeordsanalyse. Søgeordsanalysen giver jer viden om, hvad jeres målgruppe søger efter (udfordringer, behov og intentioner, som I kan tilbyde en løsning på), og hvad jeres målgruppe søger mest efter (altså hvilket indhold, der kan tiltrække flest besøgende og flest potentielle kunder til websitet).

Søgeordsanalysen munder ud i en lang liste af søgeord og søgefraser, som det er mere eller mindre relevant for jer at være synlige på. Udvælg og prioriter de mest relevante søgeord på baggrund af overvejelser om, hvorfor de pågældende søgeord er relevante, hvor mange der søger efter hvert søgeord (jo flere jo bedre), og hvordan søgeordene kan understøtte jeres forretningsmål.

Læs mere om søgeordsanalyse.


2. Landingssider

Opgaven med at synliggøre jeres website starter med en fordeling af søgeordene fra søgeordsanalysen på et antal landingssider. En landingsside er en underside (en produktkategori, en produktside, en informationsside, et blogindlæg eller lignende) på jeres website, som optimeres efter et eller flere relaterede søgeord med henblik på at synliggøre siden på disse søgeord.

En landingsside skal optimeres efter en afgrænset gruppe af søgeord. Relaterede søgeord (eksempelvis “haveborde”, “rundt havebord” og “billigt havebord”) kan knyttes til samme landingsside – brugerens intention med de tre søgeord er den samme. Forskellige søgeord (eksempelvis “havebord” og “spisebord”) skal knyttes til forskellige landingssider.

Jo flere relevante og optimerede landingssider, I har på websitet, jo større er chancen for, at websitet bliver fundet på Google, når jeres målgruppe foretager en relevant søgning. Nogle landingssider har I måske allerede på websitet, andre landingssider er nye og skal oprettes på websitet, hvis I ønsker at opnå synlighed på de pågældende søgeord.

Vær opmærksom på, at to landingssider ikke bør optimeres efter de samme søgeord. Ved at optimere flere sider efter de samme søgeord fordeler I SEO-værdien over flere sider i stedet for at opbygge én stærk side. Det er uhensigtsmæssigt. Samtidig gør I det uklart over for Google, hvilken af landingssiderne Google skal vise, når brugeren foretager en relevant søgning.

Hvis I knytter flere søgeord til samme landingsside – det vil I formentlig gøre i mange tilfælde – skal I vælge ét af dem som primært søgeord (typisk det søgeord, der er flest, der søger efter). Det er dét søgeord, I primært skal rette jeres indsats mod. De øvrige søgeord er sekundære søgeord, som I skal inkludere på siden, men vægte lavere end det primære søgeord.

Sørg for, at jeres vigtigste sider er tilgængelige via hovedmenuen, så brugerne på websitet nemt kan finde dem. Mindre relevante landingssider, der primært er SEO-sider – dvs. sider, der skal fange brugerne på Google og ikke har stor relevans for de øvrige brugere på jeres website – kan med fordel gemmes væk via links i sidefoden, så de ikke fjerner fokus fra de vigtige sider.

Prioritering af landingssiderne

  1. Eksistens. Start med at optimere eksisterende landingssider på websitet. Det er nemmere at bygge videre på noget, I allerede har lavet, end at starte fra bunden på noget nyt.
  2. Søgevolumen. Start med at optimere de landingssider, hvor de tilknyttede søgeord sammenlagt har det højeste antal søgninger, og som derfor er mest økonomisk interessante.
  3. Potentiale. Start med at optimere de landingssider, der har det største kommercielle potentiale, altså de sider, hvor de besøgende har størst sandsynlighed for at konvertere til kunde.
  4. Synlighed. Start med at optimere eksisterende landingssider, som allerede er synlige på Google. I opnår mere trafik ved at øge en position 8 til en position 3, end ved at øge en position 50 til en position 10!

3. Webadresser

En webadresse (også kaldet en internetadresseog en URL) er den unikke adresse, som en landingsside på jeres website findes på, og som brugeren kan indtaste i adresselinjen i browseren for at tilgå siden. Et eksempel på en webadresse er: https://inboundcph.dk/bureau/seo-bureau/.

Vi anbefaler, at en webadresse:

  • er kort og let genkendelig
  • indeholder det primære søgeord, der er knyttet til landingssiden
  • ikke indeholder æ, ø og å, men i stedet ae, oe og aa
  • ikke indeholder specialtegn (@, !, $ og lignende)
  • kun indeholder små bogstaver
  • bruger bindestreg (-) og ikke bundstreg (_) til at adskille ord
  • er opbygget af undermapper, der afspejler landingssidens placering i sidens struktur (eksempelvis website.dk/kategorinavn/produktnavn).

Sidstnævnte – undermapper i webadressen – kan evt. udelades til fordel for en kort webadresse.

Webadresser, der følger anbefalingerne, fortæller både Google og brugerne, hvad de kan forvente at finde på siden. Samtidig er adressen nemmere at huske for brugerne, og sandsynligheden for, at de linker til siden, er større, hvis adressen er kort og genkendelig.

Læs eventuelt mere om webadresser.


4. Titles og descriptions

Hver side på jeres website skal indeholde ét Title Tagog én Meta Description. Det er en opsummering af den enkelte sides indhold, som vises i søgeresultaterne på Google. Her er et eksempel på, hvordan et søgeresultat på Google kan se ud:

Eksempel på Title Tag

En sides Title Tag og Meta Description har stor betydning for klikraten, dvs. andelen af brugere, der klikker på netop jeres side i søgeresultaterne. Betragt dem som en slags salgstekster, der skal anspore brugerne til at klikke på jeres side frem for en af konkurrenternes sider.

Title Tagget og de ord, der indgår i det, har samtidig en vis betydning for sidens position på Google. Sidens Meta Description har ingen betydning for positionen på Google. Når I skriver Title Tags og Meta Descriptions, kan I hente inspiration ved at foretage en google-søgning efter det emne, I skriver om. Brug vores online værktøj til hjælp, når I skriver.

Title Tags

Et Title Tag er overskriften på søgeresultatet. Det skal:

  • være unikt, appellerende og reflektere sidens indhold
  • have en længde på 45-65 tegn inklusive mellemrum
  • indeholde det primære søgeord 1-2 gange, evt. i forskellige bøjninger
  • have det primære søgeord stående så langt til venstre som muligt
  • så vidt muligt indeholde et eventuelt sekundært søgeord 1 gang
  • så vidt muligt indeholde et salgsfremmende ord som køb, bestil, få eller book
  • bruge tankestreger (–) og lodrette streger (|) til sætningsadskillelse (ikke punktum)
  • indeholde jeres firmanavn til sidst (fx ” – InboundCPH” eller ” | InboundCPH”).

Det er en fordel, hvis jeres Title Tags er ensartede, så I opbygger en genkendelighed og ensartet identitet i søgemaskinerne. I kan eksempelvis benytte en af følgende to strukturer:

  • Erhvervslokaler og erhvervslejemål til leje – ATP Ejendomme
  • Ulykkesforsikring | Køb din ulykkesforsikring her – Codan

Nogle gange tilføjer Google automatisk jeres firmanavn til Title Tagget. Det sker typisk, hvis I ikke selv har tilføjet det, og hvis der er plads til, at det kan stå der. Hvis Google tilføjer navnet, på trods af at I selv har gjort det, skal I fjerne jeres tilføjelse for at undgå dobbeltnavne.

Meta Descriptions

En Meta Description er beskrivelsen af søgeresultatet. Den skal:

  • være unik, appellerende og reflektere sidens indhold
  • have en maksimal længde på 120-160 tegn inklusive mellemrum
  • indeholde det primære søgeord 1-3 gange, evt. i forskellige bøjninger
  • have det primære søgeord inkluderet i første sætning
  • indeholde et eventuelt sekundært søgeord 1-2 gange
  • så vidt muligt indeholde salgsfremmende ord som køb, bestil, få eller book.

Vær opmærksom på, at Google ikke altid viser jeres Meta Description. Hvis Google kan finde en mere relevant tekst fra jeres website – der bedre matcher brugerens søgning – viser Google den i stedet. Google kan ligeledes finde på at variere jeres Title Tag.


5. Brødtekster

Brødteksten på en landingsside bør have en længde på mindst 500 ord – og bør som hovedregel være længere end den tekst, jeres konkurrenter har på deres tilsvarende landingssider. Foretag en Google-søgning efter det søgeord, I optimerer jeres landingsside mod, for at afdække, hvor lang teksten på jeres konkurrenters landingssider er. Brødteksten på en produktsidebehøver dog ikke at være længere end 50-100 ord (men kan I skrive mere, er det kun en fordel).

Teksten på landingssiden skal skrives med afsæt i det eller de søgeord, I har knyttet til den pågældende landingsside. En tekst på 500 ord bør indeholde det primære søgeord 8-12 gange og eventuelle relaterede søgeord 1-6 gange. En tekst på 1.000 ord bør indeholde søgeordene lidt flere gange. Inkluder søgeordene på en naturlig måde, og brug bøjninger og synonymer efter behov.

På produktsider kan brødteksten med fordel indeholde information om produktets fysiske egenskaber (form, størrelse, materialer, farver og design) og produktets brugsmæssige egenskaber (altså det behov produktet opfylder, eller det problem produktet løser).

Lange tekster på kategorisider kan med fordel placeres nederst på siden, hvis der er produkter eller andet, I vil have vist øverst og ikke ønsker, at teksten skal tage fokus. Alternativt kan et uddrag af teksten vises øverst og resten gemmes væk bag en “Læs mere”-knap, der folder hele teksten ud. Lange brødtekster bør struktureres i nogle mindre og læsbare afsnit. Brug punktopstillinger og tabeller efter behov – det er alt sammen med til at gøre teksten mere læsbar.

Selvom teksternes formål er at øge jeres synlighed i søgemaskinerne, skal teksterne først og fremmest skrives til mennesker. Det indebærer, at teksterne skal formuleres i et levende og fejlfrit sprog, der ligger i forlængelse af jeres måde at kommunikere på online, appellerer til jeres målgruppe og giver en forståelse af det produkt eller den ydelse, I tilbyder. Læs eventuelt mere om indholdsoptimering.

Undgå duplikeret indhold

Duplikeret indhold opstår, hvis den samme brødtekst eller dele af brødteksten findes to forskellige steder (dvs. på to forskellige webadresser). Det kan opstå, hvis det samme indhold findes to forskellige steder på jeres website, eller hvis indhold på jeres website også findes på et andet website (fordi det lovligt eller ulovligt er blevet kopieret).

Duplikeret indhold skader jeres synlighed på Google, blandt andet fordi Google ikke ønsker at vise det samme indhold flere gange i søgeresultaterne. Duplikeret indhold gælder også Title Tags og Meta Descriptions (men ikke eksempelvis menuer, der naturligt indgår på alle sider). I kan tjekke, om jeres indhold er duplikeret ved at søge efter det i citationstegn på Google.

Læs eventuelt mere om duplikeret indhold.


6. Overskrifter

Hver tekst skal have en overskrift og bør desuden struktureres i en række afsnit med korte underoverskrifter. På produktsider med en kort brødtekst behøver der dog ikke nødvendigvis at være underoverskrifter. Overskriften skal bestå af det primære søgeord og eventuelt et sekundært søgeord (dvs. hvis landingssiden er målrettet søgeordet “haveborde”, bør tekstens overskrift være “Haveborde”). På produktsider skal overskriften blot udgøres af produktnavnet.

Underoverskrifterne skal så vidt muligt indeholde det primære søgeord eller et af de sekundære søgeord. Hvis teksten indeholder mange underoverskrifter, skal der dog ikke nødvendigvis indgå et søgeord i dem alle. Underoverskrifterne skal være meningsfulde for tekstens afsnit, og de bør have en beskrivende karakter uden at være for lange.

Af tekniske hensyn skal I omslutte alle overskrifter af et såkaldt <h>-tag. Sådan:

  • <h1>Overskrift</h1>
  • <h2>Underoverskrift</h2>
    • <h3>Under uderoverskrift</h3>
    • <h3>Under uderoverskrift</h3>
  • <h2>Underoverskrift</h2>

De fleste CMS-systemer (WordPress, Joomla m.fl.) indsætter automatisk <h>-tags omkring overskrifter og underoverskrifter. Der må – og skal – kun være én <h1>-overskrift på hver side. Der må meget gerne være flere <h2>- og <h3>-overskrifter.


7. Interne links

Interne links er links i brødteksten på en landingsside, der linker til en anden landingsside. Eksempler på interne links: “Se også vores udvalg af havestole.” og “…en havestol af FSC-certificeret træ er et bæredygtigt møbel, fordi…. “.

Interne links benyttes til:

  • at hjælpe brugerne videre til andre sider, der sandsynligvis også er relevante
  • at hjælpe søgemaskinerne med at forstå websitets struktur vigtigste sider.

Mindre vigtige sider bør linke til vigtige sider. Derudover er det en god ide at linke til relaterede kategorier og produkter. Kontekstuelle links (altså tekstlinks i forbindelse med noget indhold) har større værdi i Googles algoritme end knapper og menulinks.

Brug tre forskellige typer af linktekster til interne links:

  • Søgeord knyttet til den side, der linkes til = “haveborde”.
  • Længere fraser, hvori søgeordet indgår = “se vores billige haveborde her”.
  • Generiske tekster = “klik her” eller “på denne side”.

Læs eventuelt mere om intern linkbuilding.


Billeder

Billeder kan engagere og fastholde brugerne og synliggøre jeres produkter i Google Billedsøgning. Google har brug for hjælp til at forstå billeder. Hjælp Google ved at:

  • give billederne et kort, relevant filnavn, der beskriver det, som billedet viser
  • give billederne en kort, relevant alt-tekst, der beskriver det, som billedet viser.

Alt-teksten er vigtig, dels fordi den hjælper Google med at forstå billedets indhold, dels fordi den bruges af blinde (der ikke kan se billedet, men i stedet får læst alt-teksten højt af computeren).

Brug relevante og unikke billeder. Google ønsker ikke at vise det samme billede flere gange i billedsøgningen, og hvis I bruger stock-photos, vil Google derfor med stor sandsynlighed ikke vise netop jeres billede. Komprimer billederne ved brug af eksempelvis Kraken.io eller TinyJPG, så de fylder mindst muligt, og siden dermed loader hurtigst muligt.

Læs eventuelt mere om billedoptimering.

henning-figur

Henning Madsen

Partner & Head of SEO

Se forfatter
svg-left
svg-right

Få hjælp til SEO

Har du brug for hjælp til søgemaskineoptimering (SEO), eller overvejer du, om det giver mening for din virksomhed at fokusere på SEO? Kontakt Henning Madsen og få en uforpligtende dialog om dit SEO-projekt.

henning-figur
Vi har modtaget din forespørgsel

Tak for din forespørgsel. Vi sætter pris på muligheden for at drøfte dit projekt. Du hører fra os inden for 1-2 hverdage

På gensyn

Step 1 / 3

close icon
Step 1 / 3 - Vælg projekttype

Få en dialog om dit projekt

Send os en forespørgsel og få en dialog om, hvordan vi kan hjælpe dig med dit projekt og dine målsætninger.

Google MarketingSEOGoogle AdsAndet
Step 2 / 3 - Projekt information

Beskriv dit projekt så godt du kan

Step 3 / 3 - Dine oplysninger

Vi har brug for dine oplysninger nedenfor