Hvad er en URL?
En URL (også kaldet URL-adresse, webadresse, hjemmesideadresse og internetadresse) er en tekst, der angiver placeringen af en side eller fil på dit website. URL er en forkortelse for Uniform Resource Locator. Et eksempel på en URL er https://inboundcph.dk/specialer/seo/.
En URL består af en HTTPS-protokol (“https://”), et domænenavn (“inboundcph”), en domæneendelse (“.dk”) og en sti (“/seo/”). I denne artikel fokuserer jeg udelukkende på stien i URL’en. Du kan læse mere om de øvrige elementer ved at klikke på linkene i teksten ovenover.
Eksempel på en URL.
Den gode URL
Vi anbefaler, at stier i URL’er:
- er korte og let genkendelige
- indeholder et søgeord, der siger noget om sidens indhold
- bruger bindestreg (-) og ikke bundstreg (_) til ordadskillelse
- ikke indeholder specialtegn (@, !, $ og lignende)
- ikke indeholder æ, ø og å, men ae, oe og aa.
Følger du ovenstående retningslinjer, opnår du en URL, der:
- giver en klar indikation af, hvad man kan finde på siden
- er kort, let genkendelig og derfor attraktiv at linke til
- ikke skaber tekniske indekseringsproblemer.
Hvis du eksempelvis sælger havemøbler, bør produktkategorisiden med havestole have URL’en https://website.dk/havestole/ – og ikke https://website.dk/category?id=118 eller lignende, som nogle CMS-systemer desværre automatisk skaber.
Flade og hierarkiske URL’er
URL’er kan være flade eller hierarkiske. En flad URL har én undermappe efter domænet (eksempelvis website.dk/produkt/). En hierarkisk URL har to eller flere undermapper efter domænet (eksempelvis website.dk/kategori/produkt/).
Det er en fordel at have korte, let genkendelige URL’er, men der er gode argumenter for at anvende længere hierarkiske URL’er: De hjælper brugere og søgemaskiner med at forstå websitets struktur, og de gør det nemt at analysere websitetrafik segmenteret på kategorier.
Vi anbefaler hierarkiske URL’er til større websites med mange kategorier af indhold. URL’er til produktsider er dog ikke i sig selv hierarkiske, da det samme produkt kan findes i flere kategorier. E-handel-websites kan derfor drage fordel af flade URL’er.
Lokale bogstaver og specialtegn
URL’er kan indeholde lokale bogstaver (æ, ø, å, ç, ñ, é, ü, μ med flere). Fra et SEO-perspektiv er de bogstaver fine at benytte, men da de kan være en kilde til tekniske problemer, bør du undgå dem i dine webadresser. I stedet for æ, ø og å bruges ae, oe og aa.
Specialtegn bør undgås af både SEO-mæssige og tekniske hensyn. Specialtegn omfatter blandt andet komma, kolon, parentes, emojis, matematiske tegn (+, =, <, >) samt $, €, @, !, §, * og “. Tal (0-9), bindestreger (-) og bundstreger (_) er ikke specialtegn og må gerne anvendes.
Tvungne små bogstaver
Søgemaskiner opfatter små og store bogstaver som unikke tegn. Hvis en webadresse på dit website kan tilgås med både små og store bogstaver, risikerer du derfor at udvande sidens SEO-værdi over flere sider. Eksempelvis tilfører et link til adressen website.dk/Eksempel ikke værdi til adressen website.dk/eksempel, selvom det i praksis er den samme side.
Sørg for at dine URL-adresser kun kan tilgås med små bogstaver. Det kan du gøre ved at opsætte en 301-redirect, der automatisk viderestiller webadresser skrevet med et eller flere store bogstaver til de tilsvarende webadresser skrevet med små bogstaver. Redirecten kan opsættes for hele websitet og skal ikke nødvendigvis opsættes manuelt for hver side.
Afsluttende skråstreg (trailing slash)
En afsluttende skråstreg er den fremadvendte skråstreg, der ofte afslutter en URL’er (eksempelvis i https://inboundcph.dk/seo/). I praksis er der ingen forskel på, om en webadresse slutter med eller uden skråstreg, men i Googles øjne er der tale om to forskellige sider, og problematikken er således den samme som med små og store bogstaver.
Sørg for at dine URL’er kun kan tilgås enten med eller uden skråstreg. Det gør ingen forskel, hvilken version du vælger. Løsningen er en 301-redirect, der automatisk viderestiller alle webadresser skrevet med eller uden skråstreg til den korrekte version. Husk at ændre interne links på dit website i overensstemmelse med den version af webadresserne, du har valgt.
Ofte stillede spørgsmål
En URL er en betegnelse for adressen til en side på internettet.
URL er en forkortelse af Uniform Ressource Locator. På dansk kalder man også en URL for en webadresse eller internetadresse.
En URL består af en protokol (eksempelvis “https://”), et domænenavn (eksempelvis “inboundcph”), en domæneendelse (eksempelvis “.dk”) og en sti (eksempelvis “/seo/”).
En webadresse er et synonym for en URL. Kaldes også en internetadresse og en hjemmesideadresse.