Hvad er HTTP Status Codes?
Når en bruger får vist en side på dit website, returnerer din webserver en såkaldt HTTP Status Code (også kaldet en svarkode, statuskode, header response code og server response code). Koden består af tre tal, der fortæller, hvordan forespørgslen til webserveren blev håndteret. Der findes fem typer svarkoder:
- 1xx – Informational. Forespørgslen er ved at blive behandlet.
- 2xx – Succes. Forespørgslen blev gennemført succesfuldt.
- 3xx – Redirection. Forespørgslen blev omdirigeret til en anden webadresse.
- 4xx – Client error. Forespørgslen fejlede, fordi siden ikke kunne læses.
- 5xx – Server error. Forespørgslen fejlede på grund af en serverfejl
Hver af de fem typer rummer en lang række forskellige Status Codes – en komplet liste kan findes i Wikipedia-artiklen List of HTTP status codes– men langt de fleste af de forskellige Status Codes støder du sandsynligvis aldrig nogensinde på. I tabellen herunder gennemgår vi derfor blot udvalgte almindelige HTTP Status Codes, som er væsentlige for dit arbejde med søgemaskineoptimering.
Du kan se den Status Code, som hver side på dit website returnerer, hvis du analyserer websitet med et teknisk analyseværktøj som eksempelvis Screaming Frog. Alle sider med 4xx- og 5xx-Status Codes skal rettes for at sikre, at siderne kan ses af dine brugere og indekseres af Google.
Væsentlige HTTP Status Codes
Liste over væsentlige statuskoder og det, du skal gøre ved dem.
- 200 – OK. Siden blev fundet. Du skal ikke gøre noget.
- 301 – Moved permanently. Siden er flyttet permanent til en ny adresse. Forespørgslen blev omdirigeret succesfuldt. Du skal ikke gøre noget.
- 302 – Found. Siden er flyttet til en ny adresse. Forespørgslen blev omdirigeret succesfuldt. Du skal ikke gøre noget.
- 307 – Temporary Redirect. Siden er flyttet midlertidigt til en ny adresse. Forespørgslen blev omdirigeret succesfuldt. Du skal ikke gøre noget.
- 403 – Forbidden. Adgangen til siden er blokeret. Forespørgslen fejlede. Gør siden offentlig tilgængelig eller undgå at linke til den.
- 404 – Not Found. Siden blev ikke fundet. Forespørgslen fejlede. Genopret siden eller opsæt en omdirigering til en eksisterende side.
- 500 – Internal Server Error. Siden kunne ikke tilgås på grund af en serverfejl. Forespørgslen fejlede. Undersøg årsagen til fejlen og ret den.
- 503 – Service Unavailable. Siden er ikke tilgængelig. Forespørgslen fejlede. Undersøg årsagen til fejlen og ret den. Ofte er fejlen midlertidig.
Læs eventuelt mere i artiklen om serverfejl.