Hvad er brugersignaler?
Brugersignaler (på engelsk user signals) er en betegnelse for de brugerinteraktioner med dit website, som Google bedømmer for at bestemme websitets position i søgeresultaterne. Det omfatter både brugernes adfærdsmønstre på selve dit website og brugernes interaktion (eller manglende interaktion) med dit website i søgeresultaterne på Google og er en vigtig del af dit arbejde med SEO.
Hvis en bruger eksempelvis klikker på dit website på Google, men vender tilbage kort efter og klikker på et andet website, er det en indikation til Google om, at dit website ikke er relevant for brugeren på den givne søgning. Hvis mange brugere har samme adfærd på samme søgning, vil dit website blive positioneret lavere på netop denne søgning.
Arbejdet med brugersignaler handler med andre ord om at sikre, at dine besøgende har en hensigtsmæssig adfærd – fordi brugeradfærden har betydning for websitets synlighed på Google, men i lige så høj grad fordi en styrket brugeradfærd skaber værdi i form af øget engagement, større kundetilfredshed og større købevillighed blandt dine besøgende.
Typer af brugersignaler
Google har ikke sagt, hvilke brugersignaler der indgår i deres bedømmelseskriterier, men det er med al sandsynlighed et udvalg af nedenstående, hvor vi ved, at særligt førstnævnte har stor betydning for din synlighed. Uanset brugersignalernes SEO-mæssige betydning kan der være mange gode forretningsmæssige grunde til at optimere dem alle.
- Klikrate (click-through rate, CTR) – procentdelen af brugere, der klikker på netop dit website i søgeresultaterne. Læs mere.
- Afvisningsprocent (bounce rate) – procentdelen af brugere, der forlader dit website efter kun at have set én side på websitet. Læs mere.
- Pogo sticking – et udtryk for at klikke på et søgeresultat og derefter vende tilbage til søgeresultaterne og klikke på et nyt søgeresultat. Læs mere.
- Sessionsvarighed (session duration) – den tid, hver bruger i gennemsnit befinder sig på dit website.
- Sider per session (pages per session) –´,. det antal sider, hver bruger i gennemsnit ser per besøg.
Øvrige brugersignaler
Foruden de førnævnte brugersignaler findes en række andre adfærdsmønstre, der kan tænkes at have betydning for, hvordan Google positionerer dit website. De er:
- Brandsøgninger – søgninger efter dit virksomhedsnavn.
- Brandomtaler – omtale af din virksomhed eller dine produkter.
- Konverteringsrater – andelen af brugere der fortager et køb, et download eller lign.
- Handlinger – klik på links, brug af kontaktformular, køb af produkter mv.
- Tilbagevendende besøgende – andelen af genbesøg på websitet.
Ligesom med de andre brugersignaler er konteksten vigtig for forståelsen af brugeradfærden. Mange brandsøgninger kan eksempelvis være et positivt signal om, at du har en kendt virksomhed med gode produkter, som mange brugere efterspørger. Men det kan også skyldes negativ omtale på en landsdækkende tv-kanal, og så er hensigten bag søgningerne en helt anden.
Googles datakilder
Google har mulighed for at indsamle data fra en række forskellige kilder, heriblandt:
- Google Søgning – søgemaskine.
- Google Chrome – internetbrowser.
- Google Analytics – analyseværktøj.
- Google Ads – annoncenetværk.
- Google Maps – korttjeneste.
- Google My Business – virksomhedsprofiler.
- Google Android – mobilstyresystem.
I hvor høj grad Google rent faktisk bruger de nævnte kilder til indsamling af brugerdata er omdiskuteret. Dataindsamling er problematisk fra et privatlivsperspektiv, særligt i lyset af de nye GDPR-regler, og Google har tidligere meldt ud, at de ikke bruger data fra Google Analytics i deres søgealgoritme. Til gengæld ved vi, at de bruger klikratedata fra Google Søgning.
Nogle spekulerer endvidere i, at Google benytter data fra blandt andet Google Docs, Google Sheets og YouTube (der er ejet af Google). Andre spekulerer i, at Google køber adgang til data fra sociale medier og internetudbydere. Google er også selv internetudbyder i flere byer i USA og kan teoretisk set gøre brug af alt data, der sendes via deres internet.
Optimering af brugersignaler
Brugersignaler (user signales) kan optimeres via den disciplin, der kaldes konverteringsoptimering og via optimering af klikrater. Klik på linkene for at læse mere.