Hvad er CLV?
Det er vigtigt for en virksomhed at have kendskab til, hvor meget virksomhedens kunder er værd. For at lave den beregning, kan du gøre brug af Customer Lifetime Value, som indikerer, hvad den samlede værdi af en kunde er. CLV kaldes på dansk også for kundeværdi eller kundelivstidsværdi.
Customer Lifetime Value er brugbart at kende til, når din virksomhed for eksempel skal planlægge, hvor meget der skal bruges til markedsføring, når der skal skaffes nye kunder.
Når du skal beregne virksomhedens CLV, skal du vide:
- Hvor lang tid, kunderne er hos virksomheden
- Hvilken årlig fortjeneste, der er per kunde
- Hvor mange penge, der bruges på at tiltrække nye kunder
For at finde ud af, hvor meget dine kunder er værd, skal du lave udregningen:
Levetiden * den årlige fortjeneste – tiltrækningsprisen = CLV.
Find virksomhedens CLV og få mest muligt ud af dine marketingskroner
Har du kendskab til din virksomheds Customer Lifetime Value, er det lettere at vurdere, hvor meget der skal bruges på markedsføring til en bestemt kundegruppe. Det kan på sigt være til gavn for din virksomhed og den brugeroplevelse, du giver kunderne.
Hvis en kunde for eksempel tilfører virksomheden 1.000 kr. på bundlinjen ved første handel, vil det være nærliggende at tænke, at der skal være brugt under 1.000 kr. på at tiltrække kunden, så der genereres et overskud.
Men hvis kunden efterfølgende handler 20 gange mere, kan det sagtens være givet godt ud, at der er brugt en del flere penge på at tiltrække kunden i første omgang.