Hvad er breadcrumbs?
Breadcrumbs (på dansk brødkrummer) er små navigationslinks, der viser brugerne, hvor på websitet de befinder sig, og hvordan den pågældende side hænger sammen med andre sider på websitet. Her er et eksempel fra Den Blå Avis, hvor både forsiden, kategorisiden og underkategorierne fremgår af sidens breadcrumbs (de lyseblå links):
Breadcrumbs kan øge brugervenligheden på dit website, og de gør det samtidig nemmere for Google at gennemskue sidernes sammenhæng og relevans. Desuden vises breadcrumbs (hvis du opmærker dem med strukturerede data) på Google i stedet for sidens webadresse (skrevet med grønt), og de gør på den måde søgeresultatet mere overskueligt og attraktivt at klikke på:
Vi anbefaler breadcrumbs på store websites med meget indhold og mange niveauer af indhold. På mindre websites vil breadcrumbs næppe have en positiv effekt, hverken for brugervenligheden eller websitets synlighed på Google. Udtrykket breadcrumbs (brødkrummer) stammer som en sidebemærkning fra historien om Hans og Grethe, der brugte brødkrummer til at finde vej gennem skoven.