Har du en skarp pen, god forretningsforståelse og gode analyseevner? Og vil du gerne være en del af et succesfuldt online marketingbureau på Indre Østerbro i København, hvor omdrejningspunktet er søgemaskineoptimering (SEO) for digitalt ambitiøse virksomheder som Spies, Atea og Blockbuster? Så vil vi gerne høre fra dig.
Vi søger en studentermedhjælper, der kan hjælpe os med indholdsproduktion, søgemaskineoptimering af indhold, søgeordsanalyser og sekundært publicering af indhold i WordPress. Du indgår i et SEO-team på fem medarbejdere og refererer til Senior SEO Specialist Jacob Nørtov, som i samarbejde med dig definerer dine opgaver.
En af dine primære arbejdsopgaver er produktion, søgemaskineoptimering og korrekturlæsning af tekstligt indhold til vores kunders websites. Indholdet skal skrives med afsæt i en søgeordsanalyse af målgruppens søgevaner og kan omhandle alt fra papkasser og pakkerejser til pensionsrådgivning og palleteringsmaskiner.
En anden væsentlig arbejdsopgave er udarbejdelse af søgeordsanalyser i Excel ved brug af værktøjer som eksempelvis SEMrush, Ahrefs, Google Keyword Planner og Rank Tracker. I stillingen kan derudover indgå arbejde med publicering af blogindlæg i WordPress og forefaldende fagligt marketingarbejde af forskellig karakter.
Du er studerende på en videregående uddannelse og har mindst et år tilbage af studiet. Din studieretning er underordnet, så længe du er en god skriftlig kommunikator på dansk, har en god forretningsforståelse og har let ved at sætte dig ind i nye forretningsområder, når du skal udarbejde søgeordsanalyser og skrive indhold.
Du har interesse for online marketing med fokus på søgemaskineoptimering (SEO), men vi forventer ikke, at du har et stort kendskab til hverken søgemaskineoptimering eller førnævnte analyseværktøjer. Vi tilbyder et grundigt oplæringsforløb og bistår dig endvidere med sparring og faglig viden i det omfang, du har brug for det.
Som person er du vant til at tage ansvar og ejerskab for din indsats og drive dine arbejdsopgaver. Du er selvkørende, men holder af at sparre og dele viden med dine kollegaer. Du er struktureret og detaljeorienteret i dit arbejde, og du trives i et aktivt og levende kontorlandskab med (for det meste) god musik i baggrunden.
Vi tilbyder en afvekslende hverdag med varierende arbejdsopgaver, gode muligheder for faglig udvikling og en fleksibilitet, der sikrer balance mellem arbejde, studie og fritid. Arbejdsmiljøet er uformelt og præget af humor, engagement og godt sammenhold. Vi har en flad ledelsesstruktur med korte beslutningsveje og frihed under ansvar.
Du bliver en del af et ambitiøst bureau i vækst, der nyder stor anerkendelse i branchen; for vores faglighed, relationer og de resultater, vi skaber i samarbejde med vores kunder. Stillingen forventes at have et omfang på 8-16 timer ugentligt alt efter dine ønsker og tidsmæssige muligheder. Tiltrædelse ønskes snarest muligt.
Send en motiveret ansøgning og et CV – meget gerne vedlagt et eksempel på tidligere tekstforfatning – til os på [email protected]. Skriv "Ansøgning til studiejob" i emnefeltet. Ansøgningsfrist: Senest d. 15. november 2020.
Vi afholder samtaler løbende. Dit skrivebord er klar, så snart du er det. Hvis du har spørgsmål til stillingen eller ansøgningsprocessen, er du velkommen til at kontakte Jacob Nørtov på telefon 30 26 52 67 eller mail [email protected].
InboundCPH er et online marketingbureau med base på Indre Østerbro i København. Vi er 12 fastansatte og mere end 10 freelancere i 5 forskellige lande. Vi er med andre ord store nok til at tiltrække de største og mest ambitiøse virksomheder blandt vores kunder, men små nok til, at vejen fra idé til handling er kort.
Med spidskompetencer inden for SEO og Google Ads hjælper vi vores kunder med at skabe relevant trafik fra Google og konvertere trafikken til salg og leads. Relationer er væsentlige – til leverandører, kunder og naturligvis også til kollegaer. Læs mere om os, vores kunder og dine kommende kollegaer her.
Hvis du har spørgsmål til os forud for din ansøgning, er du meget velkommen til at kontakte Jacob Nørtov.
Step 1 / 3